Han er en af verdens største cykelryttere, men den syvdobbelte Tour de France-vinder, Lance Armstrong, havde alligevel svært ved at holde hovedet koldt under weekendens Tour of Luxembourg.
Efter Armstrongs tredjeplads i løbet blev han mødt med jubel af tilskuere omkring Team Radioshacks bus, men en enkelt cykelfan kastede også mindre pæne gloser som 'løgner' og 'bedrager' efter amerikaneren.
Det fik ifølge vg.no Armstrong til prompte at hoppe op på afspærringshegnet og råbe tilskueren direkte ind i hovedet.
"Tør du ikke komme og fortælle mig det op i mit åbne ansigt?," råbte Armstrong, der adskillige gange i sin karriere er blevet anklaget for dopingmisbrug. Han er dog aldrig blevet testet positiv.
Næste udfordring - på landevejene i hvert fald - for Lance Armstrong bliver Tour of Switzerland, der begynder på lørdag.
Armstrong stiller selvfølgelig også til start i årets Tour de France, der bliver skudt i gang den 3. juli i Rotterdam.