Bestyrelsesformanden for mejerigiganten Arla har oplevet enhver gårdejers mareridt i nat.
Hans gård i Hejnsvig ved Billund er nemlig brændt ned.
Flere bygninger blev enten helt eller delvis brændt ned til jorden. Selv var formanden Ove Møberg heldigvis ikke til stede, da branden startede.
"Ti minutter over ni blev vi ringet op og fik at vide, at der var brand nede på gården. Og så kørte vi derned med det samme. Da vi kom derned, så vi, at det hele stod i flammer," fortæller Ove Møberg.
Det er gået værst ud over en staldbygning og en lade samt et værksted. Alle dyrene blev jaget ud, og naboer og nære venner hjalp i kampens hede.
"Det er en rigtig grim situation, men heldigvis kom der ingen til skade," siger Ove Møberg.
Politiet kender endnu ikke årsagen til branden.