Argentina skal have ny fodboldlandstræner.
Gerardo Martino har således valgt at træde tilbage fra posten som landstræner i det fodboldglade land.
Det skriver nyhedsbureauet AFP, som beskriver, at Martino meddelte sin afgang tirsdag, og at fodboldforbundet i Argentina har udsendt en meddelelse, hvor Martino forklarer om årsagen til beslutningen.
Ifølge AFP forlader Martino jobbet på grund af ledelsesmæssige uenigheder i forbundet og i utilfredshed med det argentinske OL-landsholds optakt til fodboldturneringen under OL i Rio de Janeiro.
- På grund af manglende beslutninger om at udnævne en ny ledelse i Det Argentinske Fodboldforbund (AFA) og alvorlige problemer med at vælge truppen, der skal repræsentere landet ved det kommende OL, så har landsholdets trænerstab besluttet at træde tilbage, lyder det i meddelelsen i Martinos navn.
Argentina tabte i slutningen af juni finalen i Copa America til Chile, der vandt 4-2 efter straffesparkskonkurrence og dermed genvandt titlen.
Superstjernen Lionel Messi fra FC Barcelona meddelte efterfølgende sit stop på det argentinske landshold.
53-årige Gerardo Martino er også kendt under kælenavnet "Tata".
Han har mest gjort sig som fodboldtræner i Sydamerika, men han var i sæsonen 2013-14 cheftræner i FC Barcelona.
Han overtog det argentinske fodboldlandshold i 2014. Gerardo Martino har de seneste to år ført Argentina til finalen i Copa America, men begge gange er det blevet til nederlag til Chile.
/ritzau/