Spot on Denmark er arrangeret af Music Export Denmark og Dansk Rock Samråd (forkortet ROSA). De i alt fire bands, som skal spille til en én-dagsfestival i den franske hovedstad, er dog udvalgt af franske branche- og pressefolk.
Udover 'Are We Brothers?', som udspringer af rap/funk-bandet 'Gypsies', skal også 'Vincent van Go Go', 'The Blue Van' og 'No and the Maybes' spille i Paris den 27. januar.
Alle fire bands har udgivet en plade i 2008. For 'Vincent van Go Gos' vedkommende er det den anden plade, og for jyske 'The Blue Van' var pladen 'Man Up' bandets tredje album. 'No and the Maybes' udgav deres debutalbum i 2008.
Det samme gjorde 'Are We Brothers?', men det er ikke desto mindre gået stærkt for drengene siden udgivelsen i september. De har spillet adskillige koncerter og fået flotte anmeldelser med på vejen.