Vinylplader er for alvor ved at blive populære igen blandt alverdens musikelskere. Derfor har det britiske band Arctic Monkeys besluttet sig for kun at udgive den nye single 'Crying Lightning' på vinyl. Singlen har dog indtil videre været tilgængelig som download.
Dermed kan man altså ikke høre singlen, hvis man kun er i besiddelse af en cd-afspiller. Pladen kommer i handlen den 17. august, og man kan kun købe den i Oxfam-velgørenhedsbutikkerne.
"Oxfam er en fantastisk britisk institution, og det er en fornøjelse at arbejde sammen om dette projekt. Vi opfordrer alle kunder til at tage noget med, som de kan donere til butikken, når de skal købe den nye Arctic Monkeys-single," siger Laurence Bell, der har grundlagt bandets pladeselskab, Domino, ifølge Nme.com.
Arctic Monkeys udsender deres tredje album, Humbug, den 24. august. Drengene har tidligere udsendt albummene 'Whatever People Say I Am, That's What I'm Not' og 'Favourite Worst Nightmare' i henholdsvis 2006 og 2007.