Det kommer ikke til at gå stille for sig, når den nu 70-årige rockstjerne Iggy Pop til juni besøger musikfestivalen Tinderbox i Odense.
Siden 1968 har Iggy Pop enten som solist eller med sit succesrige band The Stooges udgivet en lang række hits som "The Passenger", "I Wanna Be Your Dog" og "Search & Destroy".
I 2016 kunne Iggy Pop endnu en gang smide et anmelderrost album på gaden. Her slog han sig sammen med yngre musikere fra Arctic Monkeys og Queens of the Stone Age på det Grammy-nominerede album "Post Pop Depression".
Sammen med The Stooges er han medlem af Rock & Roll Hall of Fame. Han tilhører altså en udvalgt gruppe af de største rocklegender.
Men fordi man har rundet de 70, kan man stadig godt give den gas på scenen. Det beviste han ved sin seneste optræden i Danmark. Her gæstede han Haven Festival i København sidste år.
Her blev det til femstjernede anmeldelser fra Gaffa, Soundvenue, BT og Ekstra Bladet, der blandt andet kaldte koncerten for "mageløs".
Ud over Iggy Pop har Tinderbox afsløret navne som Depeche Mode, Alanis Morissette, Wiz Khalifa og C.V. Jørgensen.
Iggy Pop skal spille på åbningsdagen for Tinderbox 2018, torsdag 28. juni. Selve musikfestivalen varer fra 28. juni til 30. juni og foregår i Tusindårsskoven i Odense.
/ritzau/