Kim Larsen kan glemme alt om at pulse løs på scenen i Musikhuset i Esbjerg, når han i næste uge skal holde koncert. Arbejdstilsynet vil ikke være med til at give dispensation, selvom Musikhusets direktør ellers mener, at sangerens cigaretter og rygning er en slags rekvisit, eller som direktør Torben Seldrup kalder det "en folkekær musikers kunstneriske udtryk". Det skriver Jyske Vestkysten.
Han har udtalt, at han vil lade Kim Larsen ryge på scenen under sine to koncerter. Men den går ikke, for der gælder de samme regler for kunstnere på scenen som for andre mennesker.
"Vi har noteret os presseomtalen, og der er blot det at sige til det, at der ikke er mulighed for dispensation fra rygeloven alt efter, om nogen nu generes af røgen eller ej. Vi vil naturligvis følge op på den pågældende sag. Det kunne være i form af et tilsynsbesøg og en orientering om, hvad de gældende regler er," siger kredschef hos Arbejdstilsynet Jan Møller Mikkelsen til avisen.
Han påpeger, at det er det enkelte spillested, der er ansvarlig for, at loven overholdes.
Kim Larsen er stor modstander af rygeloven og har stået bag en kampagne mod loven.
/Newspaq/