'Pladesmeden' Kim Larsen har traditionen tro et nyt album klar, når danskerne op til jul skal på gaveindkøb. Men noget er ikke, som det plejer at være med salget, skriver Ekstra Bladet.
Der er nemlig kun købt 9643 eksemplarer af 'Du glade verden' i løbet af pladens første uge på hylderne. I 2003 solgte Kim Larsen 25.000 eksemplarer af '7-9-13' og 40.000 eksemplarer af 'Gammel hankat' i 2006 - inden for samme uge.
Nationalskjalden har også problemer med at få afsat billetter til hans kommende turné. Det til trods for at koncertrækken begynder allerede i januar og mest besøger mindre spillesteder, skriver Ekstra Bladet.
Men Kim Larsen skal ikke bekymre sig, for musikbutikkerne har allerede bestilt over 10.000 eksemplarer af den nye plade, og albummet skal derfor nok indbringe ham endnu en guldplade.
Kilde: Ekstra Bladet