Arbejdstilsynet fastholder, at de ikke lå under for pres fra lobbyister, da de i slutningen af 2018 ændrede holdning til, hvorvidt isoleringsmaterialet mineraluld kan være kræftfremkaldende for håndværkere.
- Arbejdstilsynet ændrede sin indstilling til, hvilken bekendtgørelse mineraluld skulle reguleres i på baggrund af en faglig vurdering af de drøftelser, der har været i EU og WHO om mineraluld – og ikke på baggrund af pres fra hverken DI eller Rockwool, fortæller kontorchef i Arbejdstilsynet, Katrine Krone, til Avisen.dk.
Arbejdstilsynets arbejde med eventuelt at gøre bygningsarbejdere, der arbejder med mineraluld, omfattet af Kræftbekendtgørelsen har været udsat fra hård kritik fra Christiansborg. Onsdag var emnet på dagsorden på et samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg, hvor også beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) deltog.
Mineraluld fra før 1997 mistænkes for at være kræftfremkaldende, og derfor overvejede Arbejdstilsynet i første omgang at stramme reglerne. Men nu har piben tilsyneladende fået en anden lyd. Arbejdstilsynet beskyldes for at have ændret holdning efter møder med lobbyister fra blandt andet producentvirksomheden Rockwool og Dansk Industri.
Det førte under samrådet til hård kritik fra beskæftigelsesudvalget, hvor særligt Enhedslistens arbejdsmiljøordfører Christian Juhl var bannerfører for kritikken.
"Håndtering virker grotesk"
- Er det lobbyister, der skal styre vores regulering af et muligt kræftfremkaldende materiale? Arbejdstilsynets håndtering virker grotesk, og jeg har den fornemmelse, at man lægger sig på maven for et eksporterhverv frem for at tage hensyn til vores arbejdere, lød det ifølge Fagbladet 3F fra Christian Juhl.
Ifølge Arbejdstilsynet skyldes kovendingen en uenighed blandt forskere om, hvorvidt gammel mineraluld kan være sundhedsfarligt for håndværkere.
EU vurderer således, at mineraluld før 1997 kan være kræftfremkaldende, mens verdenssundhedsorganisationen WHO’s kræftforskere er af en anden overbevisning.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) erkendte under samrådet, at det havde været en rodet proces. Også af Arbejdstilsynet.
Han vil nu have Arbejdsmiljørådet, der rådgiver ham om aktuelle arbejdsmiljøspørgsmål, til at aflevere en indstilling om reglerne for mineraluld i første kvartal. Det var ellers meningen, at indstillingen til ministeren først skulle sendes senere på året.
Mineraluld er en fællesbetegnelse for syntetiske fibre lavet af stenuld og glasuld. Det er et af de mest almindelige isoleringsmaterialer og findes i næsten alle bygninger i Danmark.