De virksomheder, der halter mest bagefter med deres arbejdsmiljø, skal der særligt spot på. Det er en af tankerne bag regeringens nye plan for et bedre arbejdsmiljø de næste ti år.
De problemramte virksomheder skal Arbejdstilsynet besøge oftere, mens andre virksomheder kun bliver udtaget til stikprøvekontroller.
Det betyder også, at Arbejdstilsynet ikke skal beskæftige sig med bagateller, men have de store problemer i fokus, forklarer beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).
"Regeringen vil indføre en bagatelgrænse, så mindre og ubetydelige forseelser i fremtiden ikke fører til påbud fra Arbejdstilsynet," siger hun.
Arbejdsmiljøindsatsen frem mod 2020 indeholder 18 konkrete initiativer under navnet "Nye veje til et bedre arbejdsmiljø", og blandt målene er, at der i 2020 skal være 25 procent færre alvorlige arbejdsulykker, 20 procent færre psykisk overbelastede og 20 procent færre med fysiske overbelastninger.
Desuden indfører regeringen et diffentieret bødesystem, der betyder, at bøderne rammer hårdt på de virksomheder, der overtræder reglerne - uanset størrelsen på virksomheden.
Arbejdsmarkedets parter i Arbejdsmiljørådet skal nu tage stilling til regeringens 2020-plan, inden de politiske partier i Folketinget skal til forhandlingsbordet.