Bag det finanslovsforslag, som finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i dag fremlægger, ligger en række mere optimistiske nøgletal end ventet.
I år venter regeringen, at den gennemsnitlige ledighed lander på 124.000. Det er 6.000 personer færre end tidligere ventet i den seneste prognose fra maj.
Det erfarer Politiken. Flere af de økonomiske nøgletal peger i retning af en langsom, men stabil fremgang - og det vil afspejle sig i de offentlige finanser, vurderer professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Michael Svarer.
"Hvis man nedjusterer sit skøn over ledige, betyder det selvfølgelig, at forventningen til den offentlige saldo bliver bedre. For noget af underskuddet er selvfølgelig drevet af udgifter til overførsler og faldende skatteindtægter," siger han til Politiken.
Finansloven ventes dog ikke at indeholde de store overraskelser. Størstedelen er allerede kendt, efter at regeringen og Dansk Folkeparti i foråret blev enige om genopretningsplanen for dansk økonomi.
Det betyder, at der skal skaffes 24 milliarder kroner for at overholde EU's budgetkrav, mens der flyttes rundt på 10 milliarder kroner til investeringer i sundhedssystemet og folkeskolen. For hver enkelt dansker betyder det, at skattefradrag og skattesatser ikke bliver automatisk reguleret fra næste år.