På landets fritidshjem oplever man nu en stigende tendens til, at forældre med ondt i økonomien melder deres børn ud.
Det skriver pædagogernes fagblad Børn & Unge.
En række SFO-ledere på tværs af landet svarer, det kan mærkes, når der er fyringer i lokalområdet.
I SFO Nørreskov-Skolen i Nordborg er omkring 20 børn i løbet af det sidste skoleår blevet meldt ud af SFO'en.
"Det er børn fra børnehaveklassen til tredje klasse, som nu går hjemme sammen med forældrene. Jeg er bekymret for cirka halvdelen af børnene. De har stort set alle deres legerelationer her i SFO'en. Det er børn med forældre, som ikke har overskud til for eksempel at lave legeaftaler for deres børn," siger Leder Lars Vandborg Skov til Børn & Unge.
Også på Bornholm er man ramt af fyringer. På Åvangsskolen i Rønne har det betyder, at børn i fire tilfælde er blevet taget ud af SFO'en det seneste år.
"De siger, at de er kede af det, fordi børnene er glade for SFO'en. Men forældrene er nødt til det, fordi de ikke har råd længere," siger leder Allan Bahn Sørensen.
Konsekvensen af udmeldingerne kan blive, at barnet mister social kontakt til andre børn, vurderer Pernille Hviid, lektor på Københavns Universitet.
"Den kedelige risiko er, at moderen eller faderen, der mister jobbet, ikke magter at bruge tiden uden arbejde på noget andet. I de tilfælde er det meget dårligt, at barnet mister et vigtigt fritidstilbud," siger hun til Børn & Unge.