Hvis en virksomhed går dårligt i en periode og derfor står over for at skulle fyre folk, sker det, at de ansatte vælger at gå ned i tid – og dermed også løn – for at undgå fyringer.
Det bliver også kaldt for ”skraldemandsmodellen”, efter de århusianske skraldemænd, der gjorde det for første gang i halvfemserne.
Hvis I laver en arbejdsfordeling på din arbejdsplads, har du mulighed for at få dagpenge i de uger eller dage, du ikke arbejder.
Men kun op til 13 uger. Herefter skal alle medarbejdere tilbage på fuld tid, og så må virksomheden fyre dem, de ikke har råd til at beholde. Man kan dog søge det regionale beskæftigelsesråd om at få lov at forlænge perioden.
Arbejdsfordeling er en omdiskuteret ordning. Den bygger på solidaritet – du går ned i indkomst for at redde nogle kollegers job – men den har også nogle negative sider.
For eksempel betyder en 13-ugers periode med arbejdsfordeling, at der bliver skåret 13 uger i din dagpengeperiode, selv om du kun er på dagpenge i en del af tiden.
LO og flere fagforeninger peger på, at det ville være en bedre løsning, hvis virksomheden brugte de ledige uger på at efteruddanne medarbejderne med mulighed for støtte fra det offentlige.