Mød på job, hvis du vil blive hurtigere rask.
Fysisk syge bliver hurtigere raske, hvis de kommer tilbage i arbejde lidt efter lidt, i stedet for at vente til de er helt raske. Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, skriver DA's nyhedsbrev Agenda.
Det gælder dog kun fysiske lidelser. Døjer du med depression kan det bedre betale sig at blive hjemme, forklarer seniorforsker Jan Høgelund.
"En depression er usynlig i modsætning til en knæskade eller et brækket ben. Det sidste kan man bedre forholde sig til, for alle kender til fysiske skader og sygdomme," siger han og fortsætter:
"Kollegaer og ledere kan være mere tilbageholdende over for medarbejdere med psykiske sygdomme, ikke af ond vilje, men fordi de ikke ved, hvordan de skal forholde sig, og hvordan de kan hjælpe. De forhold kan modvirke den positive effekt, der kunne være af en delvis raskmelding for den psykisk syge," siger han.
Psykiatrifonden mener, det er sværere at være psykisk syg end fysisk syg, når man er på en arbejdsplads. Men løsningen burde ikke være at blive hjemme. Kollegaerne skal skoles i at takle de psykisk syge.
Kilde: Agenda