Er man én af dem, der ikke forlod biografen i væmmelse under Von Triers grænseoverskridende film og hungrer efter mere, er der snart mere at komme efter.
Nej, der er ikke en to'er på vej i traditionel forstand, men Zentropa Games varsler et computerspil, som samler handlingen op, hvor filmen slap og lader gameren dykke yderligere ned i filmens vanvid.
"I forhold til filmen 'Antichrist' bliver spillet en meget stærkere personlig oplevelse. Det er nemmere at distancere sig i filmen, fordi det er von Triers hjerne, der har udtænkt virkemidlerne," siger spilinstruktør Morten Iversen fra Zentropa Games til Politiken.
'Eden' vil gør gyset mere personligt, idet man inden spillets start skal besvare en række spørgsmål om, hvad der skræmmer en.
"Netop fordi man fortæller spillet sin værste frygt i starten, bliver 'Eden' en stærk og meget personligt oplevelse, der vil udfordre i netop det, du er bange for. Spillet skal være dit eget personlige helvede," fortæller Morten Iversen.
Spillet forventes på gaden om et år.