Med 306 boliger på tvang i april ligger antallet af tvangsauktioner i Danmark på et forholdsvist stabilt niveau.
Indtil videre ligger gennemsnittet på 297 om måneden i 2015 mod 293 i 2014, oplyser Danmarks Statistik, men det er værd at have in mente, at niveauet er faldet efter finanskrisen, siger Mikael Olai Milhøj, analytiker i Danske Bank.
- Antallet af tvangsauktioner begyndte stille og roligt at falde i midten af 2012, men har siden starten af 2014 ligget på et mere stabilt på et niveau omkring 300 om måneden, siger han i en kommentar.
- Selvom der ikke er sket de store ændringer i antallet af tvangsauktioner det seneste års tid, så er det værd at have in mente, at vi er tilbage på et niveau, der kan kaldes normalt, efter at det lå højt i forbindelsen med finans- og boligkrisen, tilføjer han.
I april blev der bekendtgjort 306 tvangsauktioner mod 298 måneden før, oplyser Danmarks Statistik. Det svarer til en lille stigning på tre procent, men niveauet er lavt, lyder det fra Realkreditrådet.
Rådet hæfter sig ved, at der i april var 122 færre tvangsauktioner end gennemsnittet for 2012, hvor antallet nåede det højeste niveau efter finanskrisen.
- Antallet af tvangsauktioner er faldet pænt siden toppen i 2012. Men når nogle boligejere alligevel ender i den ulykkelige situation, at de må sætte deres bolig på tvangsauktion, skyldes det ofte en længere periode med økonomiske vanskeligheder.
- Det kan for eksempel være længerevarende ledighed, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, i en kommentar.
Sidste år måtte i gennemsnit 293 hver måned sætte boligen på tvangsauktion. Det var et fald på 22 procent i forhold til 2013, hvor gennemsnittet var på 374 tvangsauktioner, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det laveste antal tvangsauktioner siden statistikkens start i 1979 var i 2006 med et gennemsnit på 103 om måneden. Det højeste var i 1990 med 1695 om måneden.
/ritzau/