Efter en uge med rædselshistorier fra Mexico er der endelig godt nyt i forhold til svineinfluenzaen. Den 20. april var der 212 mexicanske patienter, som havde influenzasymptomer, men ifølge landets sundhedsminister, Jose Angel Cordova, har hospitalernes behandlinger nu reduceret tallet til 46 patienter.
"Det er opmuntrende," sagde han ifølge Reuters på et pressemøde torsdag.
Sundhedsministeren oplyser yderligere, at laboratorietests har vist, at kun 12 ud af de 176 dødsfald skyldes svineinfluenzaen. Han forventer dog, at tallet vil stige.
Ifølge Jose Angel Cordoza er der indtil videre blevet checket 679 patienter i alt, og 312 af dem er blevet testet positive for svineinfluenzaen. Men 300 af disse patienter har altså overlevet virussen på grund af den medicinske behandling.
På verdensplan er der 11 lande, som har bekræftet, at de har smittede indbyggere. Senest er Holland blevet ramt af influenzaen, mens 17 andre lande i øjeblikket er ved at teste folk for virusset heriblandt Danmark.