Antallet af dræbte i Gaza overstiger nu 40.000, oplyser de Hamas-kontrollerede myndigheder torsdag.
Over 92.400 palæstinensere er såret siden krigens start 7. oktober sidste år.
Det er ikke muligt at få tallene bekræftet af uafhængige kilder.
Israel har gentagne gange sat spørgsmålstegn ved oplysningerne om antallet af døde under den israelske offensiv mod Gaza.
Men adskillige FN-organisationer, der arbejder i Gaza, mener, at tallene er troværdige. De bliver hyppigt gengivet af internationale medier som det faktiske dødstal.
Hamas' pressekontor har tidligere skønnet, at næsten 70 procent af de døde er kvinder og børn. Et tal som FN-organisationen UNWRA ifølge AFP anser for troværdigt.
Krigen i Gaza blev udløst, da Hamas og andre islamistiske organisationer i Gaza angreb Israel 7. oktober. Det kostede cirka 1200 mennesker i Israel livet, mens cirka 250 personer blev taget som gidsler.
Anført af Egypten, USA og Qatar genoptages torsdag i Doha forhandlingerne om en våbenhvile i Gaza og frigivelse af de gidsler, der stadig er i live.
/ritzau/dpa