En yngre kvinde døde søndag aften i en trafikulykke på Roskildevej i Høje Taastrup.
Det oplyser Bo Nyberg Ris, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, tidligt mandag morgen.
Vagtchefen oplyser, at den unge kvinde kom kørende i en personbil ind i et lyskryds. Her blev hun påkørt af en varebil og afgik herefter ved døden.
Føreren af varebilen er blevet anholdt.
Der er endnu ikke taget stilling til, om han skal fremstilles i et grundlovsforhør mandag.
Kvindens pårørende er underrettet.
Efter ulykken var Roskildevej spærret i østgående retning ved Halland Boulevard. Mandag morgen har politiet dog færdiggjort arbejdet på stedet.
Arbejdet bestod blandt andet i, at en bilinspektør var på ulykkesstedet.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
/ritzau/