Dagens blodige masseslagsmål og drab har sat sine spor hos de ansatte i Sandholmlejren i Nordsjælland i dag.
Den voldsomme situation har ført til, at de Røde Kors-ansatte og ikke mindst beboerne i asylcenteret skal have psykologhjælp, fortæller Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Dansk Røde Kors.
"Medarbejdere og beboere er dybt berørte over situationen. Medarbejderne har overværet slagsmål med knive, og de har selv været midt i det og har forsøgt at redde mennesker. Lige nu er psykologer i gang med at få dem debriefet og få snakket med dem og selvfølgelig også få talt med beboerne," siger Anders Ladekarl til Newspaq.
Der er endnu ikke klarhed over, hvorfor en gruppe asylansøgere endte i masseslagsmål i asylcenteret og kostede en 30-årig afghaner livet, men Anders Ladekarl kan berette om en anspændt stemning det seneste stykke tid.
"Vi kender ikke den konkrete baggrund, men der har været situationer med slagsmål og problemer i Center Sandholm de seneste måneder. Det er resultatet af, at der er for mange mennesker på for lidt plads. Det giver konflikter og problemer, som vi gentagne gange har fortalt politikerne, der dog og ikke har gjort noget," siger generalsekretæren til Newspaq.
Op mod 100 asylansøgere var involveret i masseslagsmålet, som endte med, at en asylsøger blev knivdræbt.
Indtil videre er 12 nu anholdt efter knivdrabet i Sandholmlejren, oplyser Nordsjællands politi ifølge eb.dk. To af de anholdte blev selv sårede af knivstik.