En røver er stadig på fri fod, men pengene han stjal er i politiets hænder.
En række vidner og ansatte, fra den Netto, hvor røveriet foregik, løb nemlig efter gerningsmanden og indhentede ham.
På et grønt område ved Nyborgvej i Odense fik mængden vristet byttet fra manden, der dog løb videre mod Johannes Larsens Vej.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Manden flygtede fra en Netto på Nyborgvej nummer 220 i Odense, efter han havde truet med en kniv for at få udleveret penge. Men gennem Nyborgvej og Korsløkkevej blev han jagtet af mennesker, der enten havde set overfaldet eller arbejde i den butik, hvor han begik røveriet.
Manden beskrives som cirka 20-25 år, cirka 180 cm høj, slank af bygning. Han havde en grå hættetrøje på med et ternet tørklæde for munden. Han bar også cowboybukser og hvide kondisko.