De ansatte i Københavns Kommune skal kunne indberette lovbrud, grove fejl og forsømmelser i administrationen eller borgerbetjeningen til en anonym tjeneste.
Økonomiudvalget godkendte i går et forslag til en såkaldt whistleblower-ordning, hvor kommunens borgerrådgiver Johan Busse skal behandle anmeldelserne og sende dem til undersøgelse hos relevant borgmester, fagudvalg, forvaltning eller revision.
Det skriver djøfbladet.dk
- Det skal sikre åbenhed og gennemsigtighed i forvaltningen. Det er noget, man har i mange af de lande, vi sammenligner os med. Man får en instans, man kan gå til i yderste konsekvens, siger SF's ordfører på sagen, Neil Bloem, hvis parti har fået ordningen ind i kommunens budget, til djøfbladet.dk
Men repræsentanterne for medarbejderne har forgæves krævet processen stoppet. De ansatte risikerer at blive udsat for anmeldelser på et forkert, usagligt eller løgnagtigt grundlag, lyder kritikken.
- Whistleblower-ordninger er skabt til private virksomheder, hvor der ikke er samme demokrati, kontrolorganer og ytringsfrihed som i den offentlige sektor, siger formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg, til djøfbladet.dk.
I stedet vil de ansatte have ytringsret- og pligt på dagsordenen. Og så skal de have sikkerhed mod at blive fyret eller forulempet, hvis de påpeger fejl eller svigt.
En whistleblower- ordning fjerner fokus fra det, som det virkelig drejer sig om, siger Tania Karpatschof, der er Djøf-medlem i kommunens centrale samarbejdsorgan.
- Nemlig at man skal kunne gå, hvis ikke til sin egen leder så til en anden leder med kritisable forhold uden, at man behøver frygte noget for sig selv, siger hun til djøfbladet.dk.
Whistleblower-ordningen skal først godkendes i Datatilsynet.