"Så begyndte Gucci at bløde ud af tissekonen, og så kørte vi hende ind."
De tilstedværende får det råt og uforsødet ved retten i Odense i dag, da politiet afspillede hemmelige aflytninger af Anni.
Anni Fønsby er tiltalt for bordeldrift. Men inden hendes forsvarer fik sat en stopper for, at irrelevante oplysninger for sagen kom frem, afslørede politiets aflytninger, at Anni havde givet 17.000 kroner for at få sin hund 'Gucci' opereret.
"Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi kommer hjem fra skiferie, og så er hunden dødssyg," sagde Anni til den medtiltalte veninde over telefonen, og slog fast, at hun simpelthen ikke anede, hvad hun skulle gøre.
Lille Gucci var blevet steriliseret, og livmoderen havde ikke lukket sig ordentligt. Derfor var hunden nu ved at forbløde ihjel. Havde Anni ikke bragt hende for dyrlægen, var hunden formentlig død.
"14.000 plus moms og tillæg. Holdkæft det har almindelige mennesker sgu da ikke råd til," sagde Anni senere på båndet til veninden.
De 17.000 kroner ramte et i forvejen ømt punkt. Anni var på det tidspunkt ved at gå fuldstændig rabundus. Og det selvom kæresten var milliardæren Erik Damgaard.
"Jeg er så meget på røven, og jeg har sagt til Erik, at han bare skal gå med mig på rådhuset, så vi kan blive gift, så jeg bare har en lille smule sikkerhed," sagde hun til veninden.
Indtil videre er anklageren og Annis forsvarer blevet enige om at spole over de personfølsomme steder uden relevans for rufferisagen.