I vanlig stil rullede Anni Brinch, bedre kendt som Anni Fønsby, ind i sin Porsche til byretten i Odense. Dørene åbnede sig på den store sorte firehjulstrækker, og Anni i hvidt sjal, med flettet hestehale og stiletter steg ud.
Det er dag nummer tre i retssagen mod Anni, og pressen ventede som sædvanligt i hobetal. Klar til at dokumentere selv det mindste pip fra den tiltalte.
Anni er, sammen med en veninde, tiltalt for bordeldrift otte steder i Danmark med 150 prostituerede og en fortjeneste på knap 12 millioner ifølge anklageren.
På førstedagen udtalte Anni, at hun ville lægge sin energi i retten og ikke uden for retten. Underforstået, at pressen ikke kunne forvente åbne pressemøder på fortorvet.
Da en journalist spurgte, om hun var klar til at give forklaring og kæmpe videre, svarede kendissen kort "ja".
Derefter gik hun op ad trappen og satte sig i retssal ti.
"Anni Brinch, vil du være venlig at sætte dig ind (i vidnestolen, red.)," sagde dommeren.
Pressen sad klar. Nu skulle hovedpersonen endelig udtale sig.
Anklageren har krævet ubetinget fængselsstraf, og bordeldrift kan maksimalt give fire år. Tidligere forklaringer af den medtiltalte veninde trak ud, så den endelige afgørelse er udsat. Formentlig til efter den 13. september.