Efter længere tids efterforskning har politiet anholdt Anni Fønsby og hendes mand Erik Damgaard for at drive bordelvirksomhed.
Sammen med tre andre bliver Anni Fønsby fredag fremstillet i grundlovsforhør.
Under en større aktion mellem Politi og Skat over hele landet ransagede politiet Anni Fønsbys og hendes milliardærmand Erik Damgaards gård i Kokkedal i Nordsjælland.
Parrets gård er angiveligt stadig under ransagning torsdag aften.
Politiet har besøgt flere bordeller og privatadresser i hele landet.
I alt registrerede politiet 24 personer på bordellerne, men kun fire er anholdt efter endt afhøring.
"Vi var godt klar over, at denne sag måske kunne få noget opmærksomhed. Men jeg kan kun bekræfte, at to kvinder og to mænd er blevet anholdt. Jeg vil ikke sige, hvor de er blevet anholdt," lyder det fra vicepolitikommissær Kim Strømvig fra Fyns Politi til ekstrabladet.dk.
Det drejer sig om to kvinder på 36 og 37 år samt deres mænd på 38 og 48 år. Den ene person er i forvejen dømt for rufferi.