Det var en slukøret og ydmyg Erik Damgaard, der fløj til Malta for at genvinde sin udkårnes gunst, efter at have vendt hende ryggen til fordel for venner, familie og forretningsforbindelser.
Nu har Erik valgt, koste hvad det vil, fortæller Anni Fønsby Brink. Og det bliver ikke gratis, forsikrer hun.
"Det er ikke sådan, at Erik kommer og beder om tilgivelse, og så lægger jeg mig fladt ned og siger, at det er jeg glad for. Sådan spiller klaveret ikke. Han er nødt til at bevise en masse ting overfor mig nu," siger Anni til B.T.
Og det lader til, at Erik skal opgive en del for at genvinde Annis kærlighed.
"Erik skal stå ved sig selv og sine følelser og ikke ligge under for alt det andet i sit liv, og det er jo enormt svært. Prøv at forestille dig, hvis du som menneske skulle stå op imod din familie og dine forretningsforbindelser. Folk, der siger til Erik, at de ikke vil have ham som bestyrelsesformand, fordi han har mig," siger Anni.