Det var ikke kun lange kassekøer, der var udsigt til i Lyngby Storcenter onsdag eftermiddag.
Anni Fønsby måtte pludselig handle hurtigt, da lille Victoria krævede mad.
Hun havde nemlig appetit som en trucker i onsdags, skriver Anni på sin blog på B.T.'s hjemmeside.
"Vi havde kun været i Lyngby Centret i fem minutter, da damen skreg, at det var spisetid. Jeg ilede af sted efter toiletterne, men de var ikke til at finde i det travle center.
Tiden var knap og nøden stor med min skrigeballon på armen, så jeg satte mig til at amme, midt på en bænk i centret," skriver den nybagte mor og erkender, at hun følte sig udstillet.
Lidt senere, da Anni stod og kiggede på bleer i Føtex, var der igen gang i den lille ny.
"Et øredøvende skrål fortalte mig, at hun nu var klar til hovedretten. Jeg lod indkøbsvognen stå og fløj ud af Føtex, på jagt efter toiletterne igen. Denne gang havde jeg mere held, låste mig ind på handicaptoilettet og ammede min baby," beretter Anni, der da også lige benytter lejligheden til at lange ud efter storcentret:
"Er der ikke andre, der får brug for at amme, trang til at tisse, eller lyst til at pudre næsen i Lyngby Storcenter? Shopping-slaraffenlandet gør i al fald intet ud af at skilte med, at de også byder på toiletter i deres center. Og det er for dårligt!"