Annette Heicks mand, tv-kokken Jesper Volmer, fortsætter kampen for at få mere førlighed efter sit uheld i 2015, hvor han brækkede nakken under en ferie i Thailand.
Han fortæller til B.T., at han skal opereres, men at det er mere omfattende end han troede:
- Hånden og håndleddet skal åbnes fire forskellige steder, hvorefter sener og muskler skal flyttes fra fungerende fingre, så jeg igen kan åbne, bukke og strække tommelfingeren, siger Jesper Vollmer til avisen.
Operationen foregår i Jesper Vollmers højre hånd, hvor tv-kokken savner at kunne gribe om for eksempel en flaske eller en kande vand, fortæller han.
- Det vil jeg kunne med den øgede funktion i tommelfingeren, siger Jesper Vollmer.
På Instagram skriver han, at operationen skal foregå torsdag på Rigshospitalet, og at han efterfølgende skal have hånden i gips i fire uger. Efterfølgende skal han gennem en genoptræning.
"Jeg kan slet ikke forstå, at man kan", skriver han på Instagram.
Familien Heick/Vollmer er i gang med at genetablere sig i Danmark efter at have boet i Sverige i 16 år.
Sammen med sønnerne Eliot og Storm har kendis-parret boet i campingvogn, indtil de for godt tre uger siden fik nøglerne til deres nye hjem i Søllerød.