Annette Heick har været på jagt i garderoben efter aflagt tøj, som hun nu vil forsøge at sælge.
Anledningen er dog ikke privatøkonomiske problemer, for den folkekære sangerinde har i en lang årrække været ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp, og det er på den baggrund, at Annette Heick nu stiller sig bag disken i genbrugsbutikken “2nd by Nutid” i forsøget på at samle penge ind til verdens fattigste.
- Genbrug giver så god mening. Jeg er vild med tanken om, at mit aflagte tøj får et nyt liv hos et andet menneske, siger Annette Heick, som dog også regner med, at besøget udvikler sig til en byttehandel.
- Selv om det her er en god mulighed for at få ryddet op i skabet, har jeg på fornemmelsen, at jeg kommer hjem med nyt, brugt tøj. 2nd by Nutid har ry for at ligge inde med fantastisk genbrugsguld, siger hun.
2nd by Nutid bliver drevet af unge, frivillige kræfter. Den skiller sig ud fra Folkekirkens Nødhjælps øvrige butikker ved at henvende sig til en yngre målgruppe.
Genbrugsbutikken vandt i efteråret 2020 en intern konkurrence i Black Friday-ugen. Her deltog alle Folkekirkens Nødhjælps 116 genbrugsbutikker i en konkurrence om at sælge flest varer.
Præmien var et besøg af Annette Heick, og torsdag den 17. juni bliver gevinsten så indløst.
- Vi glæder os til at vise butikken og vores brede sortiment frem for Annette - og så er vi spændte på at se, hvilket tøj hun har med, siger Olivia, der er frivillig i 2nd by Nutid.
Overskuddet fra Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker går til verdens fattigste.
Annette Heicks besøg i genbrugsbutikken finder sted den 17. juni mellem mellem kl 14-16.