For anden gang på få dage, er der fundet ethylenoxid i fødevarer på det danske marked.
Forleden var det karry-produktet Kilic karry eksotisk. Nu drejer det sig om isen Smarties Pop Up.
Ethylenoxid er et pesticid og således en gift. Ethylenoxid anvendes ofte til bekæmpelse af skadedyr, og i Fødevarestyrelsens tilbagekaldelse af Smarties Pop Up fremgår det tydeligt, at ethylenoxid kan være "en sundhedsmæssig risiko".
Rent teknisk er det Premier Is, som tilbagekalder Smarties Pop Up. Isen er solgt i æsker á fire styk fra Hjem Is-biler.
Det betyder, at isene er solgt over hele landet, og har man produktet i huset, skal man tjekke følgende:
- Nestlé Smarties Pop Up, 4 stk.
- Nettoindhold: 4 x 85 ml
- Bedst før dato: 31. august 2022
- Lot nr: AR0227182601, AR0227185001, AR0227191301, AR0227193701, AR0227200001, AR0227202501, AR0227205201, AR0227211601 og AR0227214101
- EAN-stregkode: 7613034528995
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til Hjem Is eller at kassere det.