Der er ikke den store grund til bekymring på dansk films vegne, selv om billetsalget svigtede sidste år.
Det mener filmanmelder på Go' Morgen Danmark Ann Lind Andersen. Hun mener, at der skal mere end et enkelt dårligt år til, før man kan tale om krise.
- 2015 var for eksempel et fantastisk år for dansk film, og det var formentlig ikke realistisk, at man kunne gentage succesen sidste år, siger hun.
Generelt er hun meget optimistisk med hensyn til fremtiden for den hjemlige filmindustri.
- Dansk film er jo mere end bare mainstreamfilm. Derfor skal man kigge bredere end bare på billetsalgstal.
- Og lige nu har vi en stor og dygtig talentmasse i dansk film, der ikke bare omfatter instruktører og skuespillere, men også lydfolk og manuskriptforfattere, siger Ann Lind Andersen.
Hun føler sig overbevist om, at danske film i år vil sælge flere end de 2,7 millioner billetter, som sidste års total endte på.
- Vi har allerede set "Underverden" overraske med pæne salgstal, selv om den måske ikke er den typiske billetsælgerfilm.
- Og så kan vi se frem til "Du forsvinder" med Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm i hovedrollerne og "3 Ting" med Nikolaj Coster-Waldau og Birgitte Hjort-Sørensen, som formentlig også kommer til at trække mange i biografen, siger hun.
Danske film har traditionelt udgjort mellem 17 og 32 procent af det danske billetsalg herhjemme. Sidste år lød den danske andel på 21 procent.
Det foreløbige rekordår for dansk film var 2008, hvor der i alt blev solgt 4.275.000 billetter til danske film.
2015 blev næsten lige så god med 4.112.000 solgte billetter.
/ritzau/