Østre Landsrets fængselsstraffe i sagen om kursmanipulation i Parken er hårde, men rimelige, siger senioranklager Jan H. Hansen.
- Jeg er meget tilfreds med landsrettens resultat, som viser, at vores vurdering fra starten har været den rigtige.
- Man er nået frem til at sende et signal om, at den her adfærd, hvor man systematisk manipulerer aktiekursen, tolererer vi ikke i et samfund, hvor det finansielle system er meget afhængigt af, at der ikke begås urent tav, siger senioranklageren.
To tidligere Parken-topfolk - Flemming "Don Ø" Østergaard og Jørgen Glistrup - er idømt fængsel i halvandet år. De stod bag handel med Parkens egne aktier, der påvirkede kursen på selskabets aktier.
De to kendte erhvervsmænd har gjort sig skyldig i grov kursmanipulation, lyder det i en dom torsdag morgen i Østre Landsret.
De to fik henholdsvis fire og seks måneders fængsel i byretten. Men i landsretten lå man altså tættere på anklagerens vurdering, som lød, at det skulle koste to års fængsel til begge.
Dommen kommer efter, at flere andre domme i sager om kursmanipulation er gået mod anklagemyndighedens påstande og er endt med frifindelse.
Det skete blandt andet, da Retten i Hjørring i 2015 frifandt otte topfolk fra Ebh Bank, Sparekassen Kronjylland og Morsø Sparekasse i sag om kursmanipulation, bedrageri og mandatsvig.
Jan H. Hansen vil kun forholde sig til torsdagens dom, ikke til tidligere sager og betydningen fremadrettet.
- Jeg udtaler mig om den her sag. Her har vi fået slået fast, at der er begået urent trav. Der er fundet systematisk kursmanipulation sted i en fremtrædende aktie. Det har landsretten takseret til hårde, men rimelige straffe, siger senioranklageren.
- Men når vi har haft lejlighed til at nærlæse de overvejelser, som landsretten har gjort sig, vil vi selvfølgelig inddrage dem i vores fremtidige arbejde og den måde, vi behandler sagerne i vores organisation.
Flemming Østergaard har gennem sin forsvarer ladet forstå, at han vil forsøge at få sagen i Højesteret. Det kan ske ved at ansøge Procesbevillingsnævnet.
Jørgen Glistrup overvejer samme mulighed, men vil først nærlæse dommens præmisser.