Sangeren Rasmus Seebach lyver direkte, når han siger, han ikke har været bekendt med den nye portrætbog om ham.
Sådan lyder det fra forlægger Peter Banke, som forsvarer bogen.
"Vi har i begyndelsen af processen givet Rasmus Seebach besked om bogen og inviteret ham med på projektet. Vi har desuden været helt åbne omkring hvilken bog, vi ønskede at lave. Og så har Rasmus selv valgt hvilken plakat, der skulle i bogen," siger Peter Banke, chefredaktør på forlaget Turbulenz, til Newspaq.
"Vi er meget forundrede over, at han virker så overrasket i sin besked til sine fans. Det er jo ikke sandt, det han siger," lyder det fra Peter Banke.
Bogen Alt om Rasmus Seebach ramte de danske butikker for nylig. I tirsdags skrev Seebach på sin Facebook-profil:
"Halløj allesammen! Håber, I hygger. Der er vist udkommet en bog om mig i går, der hedder "Alt om Rasmus Seebach". Dem der har lavet den, har IKKE spurgt mig om lov, og det synes jeg ærligt talt er lidt strengt. Ville bare lige sige det, så I ikke køber noget, I tror jeg har lavet."
I bogen kan man blandt andet læse, hvordan Seebach angiveligt droppede ud af Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg kun fem måneder før, han skulle have sin studenterhue på.