Anklagemyndigheden i Sydkorea har ifølge Reuters i en appelsag krævet en topchef for megakoncernen Samsung, Jay Y. Lee, fængslet i 12 år.
I august blev den 49-årige Jay Y. Lee ved en domstol i Seoul idømt fem års fængsel for korruption i en sag, der har rystet landet.
Der ventes at blive afsagt dom i appelsagen i slutningen af januar.
Jay Y. Lee er dømt for at have betalt bestikkelse i forventning om at få politiske tjenester af den tidligere præsident Park Geun-hye.
Sagen ved domstolen i hovedstaden Seoul har rejst mange spørgsmål om kulturen i landets erhvervsliv.
Lee nægter sig skyldig i de anklager, som er blevet rettet mod ham. Han tilhører Sydkoreas rigeste familie. Han skal have givet 38 millioner dollar (omkring 240 millioner kroner).
Park Geun-hye, der blev tvunget til at gå af i marts efter en række tumultagtige skandaler, bliver retsforfulgt i en separat retssag. Denne sag ventes også at gå ind i en afgørende fase i januar.
Retssagerne opfattes af mange som en epokegørende ny udvikling i Sydkorea.
Park blev Sydkoreas første demokratisk valgte leder, som blev afsat fra sit embede uden valg.
Ifølge dommen bestak Samsung-lederen Park Geun-hye og hendes nære veninde Choi Soon-sil i håb om at få regeringens støtte til en fusion, som skulle give Lee øget kontrol over Samsung-imperiet og dets flagskib Samsung Electronics i en kritisk periode.
/ritzau/Reuters