Marian Clita fortjener Danmarks hårdeste straf for mordet på Vera Vildmyren, mener anklager Anne Birgitte Stürup.
Hvis hun får sin vilje, kan Marian Clita se frem til en 16-årig indespærring med efterfølgende udvisning af Danmark.
Den myrdedes mand, Egil Vildmyren, håber, at anklageren får ret, men han mener stadig, at straffen er for blød.
"Det er forfærdeligt, at han kan gå fri efter 16 år. Når man tænker på, hvad han har gjort, at han har taget min kones liv, så er det jo ikke retfærdigt," siger Vildmyren.
Marian Clita myrdede Vera Vildmyren under et voldsomt overfald på hendes hotelværelse på SAS-Radisson. Mordet skete den 3. marts sidste år. Clita skar sit offer flere gange med en hobbykniv og slog hende gentagende med et rødt koben og en metalstang, til hun var død.
"Han burde jo sidde i fængsel resten af sit liv," siger Egil Vildmyren. Han har siden mandag overværet retssagen i Købehavns Byret sammen med sine to børn.
Der falder endelig dom i sagen klokken 15 i dag.