Skat er vilde med at snage i danskernes økonomi for at finde penge, som borgerne forsøger at skjule.
Men nogen gange kan de gå lidt for vidt i deres undersøgelser. De anklages nu af en række skatteeksperter for at have afkrævet borgere personlige oplysninger om deres privatøkonomi helt tilbage til 2004.
Ifølge loven skal Skat have en retskendelse, hvis de skal have ret til at tjekke folks privatøkonomi længere tilbage end tre år. Også selvom der er begrundet mistanke for skattefusk.
"Naturligvis skal skattesnydere ikke gå fri. Men jeg har klienter, der uden nogen begrundelse er blevet afkrævet oplysninger om beløb på helt ned til 200 kr., som de af den ene eller anden årsag fik overført mellem en dansk og en udenlandsk bank for måske syv-otte år siden," siger Gitte Skouby der er skatteadvokat for Advokatfirmaet GS Tax til epn.dk.
Skat skal gøre opmærksom på, at man ikke har pligt til at indsende oplysningerne, men det har de altså undladt i mange tilfælde.
Hvis der er noget, som tyder på skattefusk, kan Skat ændre en borgers skat ti år tilbage. Men de må altså ikke bare kræve oplysingerne indsendt, fordi skattefusk er strafbart.
Kilde: epn.dk