Den politiske debat er i gang i Sverige, alt imens svenskerne stemmer til parlamentsvalget.
En af dagens store historier er sagen om en Sverigedemokrat, der har sagt, at han i sidste uge blev overfaldet af to personer. De talte et "arabiskklingende" sprog og skar angiveligt et hagekors i hans pande.
Men nu har sagen taget en ny drejning - fortæller Morten Rud Pedersen, der er politisk konsulent i Sverige.
"Retsmedicinere fastslår efter at have undersøgt ham, at det højst sandsynligt er ham selv, der har gjort det. Det er selvfølgelig alvorligt, at en politisk kandidat på den måde bruger et racistisk argument for at fastslå, at der er arabisksprogede folk, der forsøger at overfalde Sverigedemokraterne," siger Morten Rud Pedersen.
Historien er på forsiden af den svenske avis Expressen i dag, fortæller Morten Rud.