Anklagemyndigheden i den tyske by Stuttgart beskylder bilgiganten Daimler for at have solgt mere end en million biler med en for høj udledning af CO2.
Det skriver den tyske avis Süddeutsche Zeitung.
Bilerne er ifølge avisens oplysninger solgt på både det europæiske og amerikanske marked.
Det fremgår af en ransagningskendelse fra retten i Stuttgart.
For to måneder siden gennemførte efterforskere i Stuttgart en ransagning af Daimlers kontorer. Det skete, efter at selskabet var blevet beskyldt for falsk markedsføring og mulig manipulation af udstødningsdata på dets dieseldrevne biler.
Ifølge ransagningskendelsen blev flere end en million biler med for høje emissionstal solgt i perioden 2008 til 2016. Mistanken er blandt andet rettet mod en række Mercedes-Benz-luksusmodeller.
En talsmand for Daimler afviser at kommentere sagen, der stadig efterforskes af den lokale anklagemyndighed.
Talsmanden understreger dog, at Daimler samarbejder med myndighederne.
Ifølge Süddeutsche Zeting er der en risiko for, at de ramte modeller fremover vil blive bandlyst i både Europa og USA.
Daimlers talsmand afviser dog dette som "spekulationer".
Flere af verdens største bilproducenter har været i søgelyset, siden Volkswagen som den første i 2015 blev afsløret i at have installeret software i amerikanske dieselbiler, som kunne snyde med emissionsdata.
/ritzau/