Ankestyrelsen har i dag afsluttet sin undersøgelse af Tønder Kommunes opfølgning på anbringelsen af de to sexmisbrugte søstre fra Tøndersagen.
- Materialet i sagen viser, at Tønder Kommune lever op til servicelovens krav om opfølgning på den konkrete anbringelse. Vi afslutter derfor vores undersøgelse og foretager os ikke videre i sagen, skriver ankechef Henrik Horster i en pressemeddelelse.
Den institution i Haderslev, hvor pigerne er anbragt, har været kritiseret voldsomt i medierne, efter at tidligere medarbejdere har fortalt om bizarre pædagogiske metoder. Det er på eget initiativ, at ankestyrelsen er gået ind i sagen om anbringelsen af de to søstre i Tønder-sagen.
- Vi har behandlet sagen som en af vores egen drift sager , som er sager, vi selv tager op, hvis omtale i for eksempel pressen gør os bekymrede for, hvorvidt en kommune foretager sig det fornødne over for et udsat barn eller ung, fortsætter ankechefen.
Ankestyrelsen, der er den øverste klageinstans på velfærdsområdet, skulle undersøge om, pigerne har fået den hjælp, de burde. Konklusionen er, at det har de.