Håndboldtræner Anja Andersens karriere tager endnu en uventet drejning.
Forleden blev hun ansat som coach i den rumænske storklub Oltchim Valcea, og når hun over de næste tre måneder har moderniseret den gamle klub, går turen til Norge.
Her skal hun nemlig være med til at træne fodboldmålmand sammen med coachingfirmaet Pathfinder, som Anja Andersen samarbejder med.
Det fortæller firmaets direktør Lasse Zäll Sporten.dk.
"Anja var i Norge i løbet af efteråret, hvor hun sammen med det norske fodboldforbund kørte et projekt, som handler om nye måder at træne målmænd på. Der kom hun med nogle ideer, som de faldt lidt på halen over. De havde aldrig tænkt over, at man kunne træne målvogtere på den måde, som hun introducerede dem for," siger Lasse Zäll.
Fodboldverdenen er ikke helt fremmed for Anja Andersen. Projektet i Rumænien har nemlig FC Barcelona som forbillede.