Filmproducenten Regner Grasten har netop afsluttet forhandlingerne om en amerikansk genindspilning af filmen 'Kærlighed ved første hik'. Rollen som Anja skal skuespilleren Scout Taylor-Compton besætte, og Victor skal spilles af Devon Werkheiser.
'Love at first hiccup' bliver dog ikke en direkte kopi af den danske udgave, for man kan tillade sig mere på dansk film, end den amerikanske censur tillader.
"I filmen køber Victors lillebror for eksempel kondomer hos en købmand. Sådan en scene ville aldrig komme igennem den amerikanske censur," fortæller Regner Grasten til Ekstra Bladet.
I næste måned skal en lille promo til filmen vises på filmfestivalen i Berlin og igen i maj i Cannes.