Et lille døgn efter drabet på en 70-årig lollik har politiet nu anholdt og sigtet en mand i sagen.
Der opstod hurtigt spekulationer om motiv til drabet, da den 70-årige eneboer Flemming Haakonsen fra Østlolland blev fundet dræbt i sit hus.
Han har nemlig været en flittig kritiker af sine naboer og blandt andet fyldt lokalavisens læserbrevsspalter med kradse kommentarer om folks evne til at køre ordentligt, og Flemming Haakonsen er derfor blevet truet med tæsk for nylig.
"Der er tale om en 52-årig mand fra Østlolland, som vi har anholdt natten til i dag, og som vi sigter for drabet på den 70-årige Flemming Haakonsen," fortæller Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til Newspaq.
Men selvom den dræbte var kendt som kværulant, er politiet ikke meget for at løfte sløret for, om det har noget at gøre med drabet.
"Vi har ikke noget motiv for drabet, men jeg kan ikke sige noget nærmere om det i øjeblikket," lyder det fra Søren Ravn-Nielsen.
I løbet af i dag er det planerne, at den 52-årige skal for en dommer.
"Nu skal vi høre en forklaring for ham, og som det ser ud i øjeblikket, fremstiller vi ham i grundlovsforhør her senere i dag," slutter Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til Newspaq.