Ridley Scott er netop i forhandlinger med Angelina Jolie. Instruktøren vil have hende til at spille hovedrollen i dramaet 'Gucci'.
Filmen skal baseres på en virkelig historie om det berømte modedynasti. Det skriver cinematical.com.
Hvis Jolie siger ja, skal hun spille rollen som Patrizia Reggiano, der blev idømt 29 års fængsel efter at have planlagt mordet på eksmanden, Maurizio Gucci.
Det er meget muligt, at Leonardo Dicaprio skal spille rollen som Maurizio Gucci. Scott har i hvert fald haft skuespilleren oppe og vende, da han også har arbejdet sammen med Dicaprio tidligere i filmen 'Body of Lies'. Aftalen er dog ikke kommet på plads endnu.
Maurizio, som var oldebarn til Guccio Gucci, overtog styringen af modeimperiet, hvilket ikke blev accepteret hos alle. Maurizio blev skudt ned foran sin lejlighed i Milano i 1995.
Optagelserne til "Gucci" går i gang i løbet af næste år.