Voksne kvinder og teenage-piger, der er født med både penis og vagina, behøver ikke, at få vaginaen udvidet for at kunne opnå seksuel nydelse.
Det har forskere ved John Hopkins centeret i USA fundet ud af. Tidligere har man ofte opereret vaginaen større, fordi kvinder, der er født androgyne ofte har uhyre stramme vaginaer.
Men forskerne er kommet frem til, at et operativt indgreb først skal foregå efter teenage-alderen, og kun hvis kvinden er interesseret.
- Det er en udbredt misforståelse blandt folk og læger, at piger, der er født androgyne, skal have deres vagina opereret om for at kunne have et aktivt sexliv. Men vores undersøgelse viser, at de fleste unge kvinder, der ikke har fået foretaget operationen, har et aktivt sexliv, fordi deres vagina er inden for normalområdet, siger Todd Purves der er urolog på John Hopkins.
Sammen med sit hold af forskere undersøgte han 29 kvinder, der var født androgyne. 38 procent af dem havde fået foretaget en udvidelse af vaginaen. Men det havde ikke ført til et mere aktivt sexliv. Faktisk havde 80 procent af dem, der ikke var blevet opereret, et aktivt sexliv, mens kun 70 procent af de opererede havde.
- Det er vigtigt, at forældrene forstår, at operationen ikke nødvendigvis er nødvendig, og at pigerne selv skal træffe beslutningen, når de er gamle nok efter teenageårene, siger Todd Purves.
Kønsidentiteten for mennesker, der er født androgyne, er oftest kvindelig.