Andersen overstråler Anderson i NHL-sejr

Frederik Andersen var en af banens bedste spillere, da Anaheim Ducks vandt 4-1 hjemme over Ottawa Senators.
Anaheim Ducks-keeperen Frederik Andersen (til venstre), som her ses i en kamp mod Vancouver Canucks og Jannik Hansen, stod fremragende i nat mod Ottawa.
Anaheim Ducks-keeperen Frederik Andersen (til venstre), som her ses i en kamp mod Vancouver Canucks og Jannik Hansen, stod fremragende i nat mod Ottawa. Foto: Jonathan Hayward/AP

Med 24 redninger havde Frederik Andersen stor andel i, at Anaheim Ducks natten til torsdag dansk tid vandt 4-1 på hjemmebane over Ottawa Ducks i den nordamerikanske liga NHL.

Den danske ishockeymålmand blev kåret som kampens tredjestørste stjerne, fordi han i hele kampen stod godt i vejen for Ottawas flittige skytter.

I den anden ende af banen stod Ottawa-keeperen Craig Anderson lige så fremragende indtil fem minutter før tid, hvor Anaheim med tre hurtige mål afgjorde opgøret.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Craig Anderson blev noteret for hele 34 redninger i kampen, men var ikke i stand til at holde niveau i slutfasen.

Det var først i kampens sidste fem minutter, at Anaheim fik udbytte af anstrengelserne og hentede sejren.

Inden da havde Frederik Andersen sørget for at holde hjemmeholdet inde i kampen med et hav af vigtige redninger.

Kun da Anaheims Ryan Getzlaf unødvendigt forærede pucken til Ottawas Curtis Lazar, indkasserede Frederik Andersen et mål. Lazar udnyttede gaven iskoldt i slutningen af anden periode og udlignede til 1-1.

Andrew Cogliano havde gjort det til 1-0 for Anaheim i første periode med et flot skud, der gik ind via den ene stolpe.

Shea Theodore, Carl Hagelin og Jakob Silfverberg scorede de tre sidste mål for Anaheim.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.