Anders Lund Madsens direkte talkshow Det Nye Talkshow på DR1 blev sendt sidste gang i november 2011, og siden har vi ikke set meget til ham.
Imellemtiden er den 48-årige komiker og journalist blevet far til en søn, ved navn Modig, skriver Ekstra Bladet.
- Ja, det kan jeg godt bekræfte, men det er ikke noget, jeg har lyst til at tale om, siger han til avisen.
I 'Natholdet' på TV 2 fortalte han i går værten Anders Breinholt, at den lille ny skulle hedde Modig.
- Han er opkaldt efter Thors søn. Han havde to sønner, der overlevede ragnarok. Magne og Modig. Jeg har også en søn, der hedder Storm, og man forsøger jo at give dem noget halløj, så de har noget at stå imod med, fortalte Anders Lund Madsen, der i går var medvært på programmet.
Lund Madsen og den 30-årige kæreste Karin Prehst Utoft flyttede sammen i 2010 og optrådte sammen på Bellevue Teateret i showet "Gæster fra Rødby" i 2009.
Han er i forvejen far til tre børn fra ægteskabet med Helle van Dijk. Parret blev skilt i 2008.
Kilde: Ekstra Bladet