Både Anders Antonsen og Jan Ø. Jørgensen er færdige efter første runde af badmintonturneringen Malaysia Masters.
Antonsen tabte til Son Wan Ho fra Sydkorea i to sæt med cifrene 17-21, 9-21, og heller ikke Jørgensen formåede at tage sæt fra sin modstander, indoneseren Jonatan Christie, som vandt 21-16, 21-15.
Rasmus Gemke måtte også kigge langt efter anden runde i turneringen, der er rangeret som en super 500-turnering. Gemke tabte i tre sæt 21-19, 19-21, 10-21 til Parupalli Kashyap fra Indien.
Mens de mere prominente landsmænd røg tidligt ud, er den upåagtede kvalifikationsspiller Victor Svendsen klar til næste runde.
Hans modstander, veteranen Lee Hyun-il, måtte trække sig efter kun fire bolde.
Femteseedede Viktor Axelsen levede op til forventningerne med en overbevisende sejr i to sæt over japaneren Kazumasa Sakai. Den forsvarende verdensmester vandt med sætcifrene 21-16, 21-5.
Også Hans-Kristian Vittighus gjorde det af med en japansk modstander, da Kanta Tsuneyama blev slået med 21-13, 21-9.
I damesingle er Line Kjærsfeldt videre, efter at hun vandt i to sæt over Lyanny Alessandra Mainaky fra Indonesien.
Herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup besejrede et britisk par i to sæt, mens det til gengæld ikke blev til avancement for Mads Pieler Kolding og hans nye makker, Niclas Nøhr.
Duoen tabte i to sæt til et par fra Japan. Også den rutinerede herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen måtte bøje sig for et japansk par.
/ritzau/