Det skal være slut med alt for dyre andelslejligheder, der får prisen pustet kunstigt op af elendige valuarer.
Det mener andelsboligforeningernes landsorganisation, ABF, der vil forbyde valuarer at vurdere nyoprettede andelsforeninger.
"Hovedproblemet her er, at der er mulighed for at anvende valuarer i forbindelse med stiftelse af en andelsboligforening, og det så vi gerne et forbud imod," siger Jan Hansen, der er direktør i ABF.
Det sker, fordi Politiken i dag har beskrevet, hvordan andelshavere og tidligere andelshavere risikerer at ende med en økonomisk bet, fordi de har købt eller solgt boliger, hvor prisen var alt for høj.
Det skyldes, at valuaren havde vurderet andelsforeninger til at være for meget værd. Det betyder lige nu, at folk har tabt flere hundrede tusinder på boliger, de købte for få år siden.
Men også sælgerne risikerer at få en økonomisk lussing. De kan nemlig sagsøges for at have skaffet sig en uberettiget høj gevinst ved at sælge en bolig med en urealistisk høj pris.
Selvom de har handlet i god tro, kan sælgeren sagtens tabe sagen, og det kan være svært at smide regningen videre til valuaren. For at gøre det, skal man nemlig have lidt et tab, men sælgeren har ikke tabt noget, han har bare modtaget en uberettiget gevinst.
Jan Hansen mener dog, at problemet vedrører ganske få, da det kun er opstået i nyoprettede andelsfoeninger som straks efter, den blev dannet, blev vurderet på ny af en lidt for optimistisk valuar.
"Vi kan ikke sætte tal på, men de her problemer stammer primært tilbage fra foreninger, der blev stiftet mellem 2006 og 2008. Det er der, man har anvendt de højere priser," siger Jan Hansen og fortsætter:
"Der, hvor vi ser problemet, det er i forbindelse med stiftelse, hvor man anvender en valuarvurdering for at fortælle lejerne, at hvis I vælger at købe den her ejendom på andelsbasis, så vil jeres lejlighed allerede dagen efter være væsentlig mere værd. Derfor er det uhørt, at man bruger valuarer i den forbindelse," siger Jan Hansen.