Ny skuffelse proppet ind i et marked, der i forvejen er præget af usikkerhed.
Det er forklaringen på, at aktiemarkedet i eftermiddag faldt over hele Europa, lyder det fra cheføkonom hos Danske Bank, Steen Bocian.
I Danmark faldt kurserne med lidt over tre procent, mens kurserne på andre børser i Europa mistede mere end fem procent.
Skuffelserne kom i første omgang fra den amerikanske centralbank, der i går holdt møde, uden at investorerne troede på de løsninger, de kom med efterfølgende.
I dag blev det så fulgt op af dårlige nøgletal fra Europa, der viser, at den europæiske økonomi virkelig har det hårdt, forklarer Steen Bocian.
"De faldende aktiekurser er et udtryk for, at den globale og dermed danske økonomi er på usikker grund. Det kan jo så også betyde, at man som dansker kan risikere at miste sit job, hvis en ny krise som den vi så i 2008 og 2009 indtræffer," siger han.
Aktiemarkedets fald er ifølge Steen Bocian et udtryk for mistillid til politikerne og til centralbankerne, der endnu ikke har fundet en løsning på aktiemarkedets usikkerhed.
"Der er i øjeblikket en udtalt frygt for, at der er noget, der kan gå helt galt i form af enten et statsbankerot hos eksempelvis grækerne eller et krak hos en af de store banker," siger Steen Bocian:
Og sker det, så er prognosen mere klar, ifølge økonomen.
"Et statsbankerot vil uundgåeligt sende hele Europa ud i en dyb finansiel krise, som den vi så i 2008 og 2009. Dengang faldt BNP med cirka syv procent, ledigheden steg med cirka 90.000 og vi mistede omkring 170.000 job. Det er med andre ord rigtig ubehageligt," vurderer han.