Amin Jensen har nu nået en vægt på 170 kilo, som komikeren mener, der skal gøres noget ved. Han har et mål om at tabe 40 kilo, som slankeskolen på Ubberød Højskole skal hjælpe ham med.
"Det gælder mit helbred," siger Amin Jensen til B.T.
Han ærgrer sig dog over, at hemmeligheden allerede er blevet afsløret.
Alligevel kunne den store mand glæde sig over at fortælle, at han siden 2. januar har tabt fem kilo, så der er fuld fart på, hvis Amin skal nå at tabe yderligere 35 kilo.
"Jeg skal nok nå det. Jeg er fast besluttet. Det her er en livsstilsændring, og det handler selvfølgelig også på længere sigt om mit helbred. Det er klart, at jeg ikke kan regne med at blive 100 år, når jeg vejer så meget," siger Amin Jensen.
Ubberød Højskole er tidligere kendt for stedet, hvor tv-programmet 'Livet er fedt' blev optaget, så Amin skulle være i gode hænder.